Jeg genkendte jakken, selvom det svindende dagslys efterhånden havde udvisket alle farver. Og da jeg kom nærmere forsikrede hans trav og lyse hår mig om at tilfældighederne åbenbart insisterede på at vi skulle ses denne aften, selvom jeg ikke havde ringet på hans dørtelefon. Jeg holdt mit tempo op på siden af ham, og lod min hånd glide ind i hans, før jeg stoppede op. Hans ansigt lyste op i et smil, men han så ikke spor overrasket ud over at se mig. Han gav mit hånd et klem og slap den ikke da vi gav hinanden et kram.

Vi fortsatte hånd i hånd og da jeg fortalte ham, om alle de små sejre jeg havde haft de sidste par dage, gik det op for mig, at selvom jeg er alene – så er jeg en hel del tættere på mig selv. Jeg gav ham endnu et svedigt kram, da vi drejede op mod byen og jeg fortsatte hjem i løb, fordi jeg ikke kunne lade være. Måske var der ikke nogen at komme hjem til, men aftenens tilfældigheder havde givet mig en sær forsikring om at min hånd altid ville kunne finde hans.

Når jeg havde rumsteret rundt på flade fødder på hans slidte, lakerede plankegulv i det store køkken på Amager, (hvor jeg så hurtigt havde følt mig hjemme), havde hans stærke arme ofte lukket sig om min talje og trukket mig tættere på. Jeg behøvede næsten ikke læne nakken tilbage for at fange hans spillende øjne, når han havde kommenteret mine kogekunster i en drillende tone. Han havde leet dybt, helt nede fra halsen, når jeg drillede igen. Der var ikke langt op til hans læber for at kysse ham.

Og når jeg i morgensolen og på bare tæer stod lænet over rækværket på altanen, for at betragte livet i den lukkede, københavnske gård (hvis lydkulisse jeg var kommet til at holde af), ville han læne sig ind over mig og spørge, hvad jeg tænkte. Hans mund havde været lige ud for mit øre, og hans bløde brummen fandt vej til mit hjerte.

Nu stod jeg foran spejlet, mens han sejlede ud i verden, og jeg havde svært ved at beslutte, hvordan det føltes igen at være i stiletter.

I bussen ind mod byen kørte vi gennem et fladt landskab med grå klipper og skarpe lavasten – der var ingen farver i naturen, selv græs og mos, der tappert kravlede over de uindbydende sten, virkede falmet under grå, kedelige skyer. I horisonten kunne man ane mørke, truende bjerge, der puttede sig i disen. Det var ikke en natur, som inviterede nærmere.

Reykjavík viste sig at være lige så kold og fjendtlig som landskabet. På trods af min tykke fleece, frøs jeg, da jeg gik ned gennem hovedgaden og så på vinduer spækket med bikinier og sommertøj. Malingen skallede på de fleste husfacader og de store betonklodser var uskønne, endda grimme i den kolde støvregn. Selvom klokken var 19.30 var der kun spredte turister på gaden. Der blev talt tysk, engelsk, norsk, dansk og grønlandsk, men ikke en eneste gang spottede jeg noget, der mindede om islandsk. De andre turister så ligeså fortabte ud, som jeg følte mig – dumpet ned i en hovedstad, der tilsyneladende ikke ønsker gæster.

Der er langt fra Australien til Danmark. 10 måneder er længe at være adskilt. Det er mange dage at stå op kl. 5 for at skype inden arbejdsdagen begynder. 16.000 km er rigtig langt at flytte væk – fra familie, venner, arbejde, modersmål og hjem. Og alligevel, på trods af disse store kærlighedserklæringer, var det noget helt andet, som virkelig beviste hans kærlighed og som hun lagde vægt på, når hun fortalte mig, det var alvor.

“I knew he was serious, when he sold the pool table.”

Mit hjerte hopper ind imellem et slag over. Tumler hen over slagene og glemmer at slå i en rigtig rytme. Træt og travlt, er det, mit hjerte. Jeg bliver kold i brystet og forpustet et par åndedrag, men det går som regel hurtigt over igen. Så fanger det trætte hjerte igen rytmen og banker trofast videre indtil næste gang, det snubler.

Og jeg kan blive grebet af sådan en skrækkelig angst, som trykker bag øjnene. For jeg kan mærke min krop kæmper og at ressourcerne er ved at slippe op – at der snart ikke er mere at give af. Jeg har stået i mit køkken, bøjet over opvasken, støttet til kanten af bordet og tænkt med et dystert smil at måske var et sammenbrud faktisk slet ikke så dårligt. Bare et lille bitte sammenbrud, hvor benene svigter under mig, som de så ofte har truet med.

Flere gange har jeg stået der, og nærmest sukket efter at min krop ville tvinge mig ud i den tiltrængte pause, jeg har så meget brug for. Hvor jeg ikke behøver at tage stilling til andet end hvornår jeg er vågen og hvornår jeg vil sove, og hvor jeg måske kan få lyst til at spise, studere, rejse og leve igen. En pause, som ville være okay, fordi det ikke ville være mig, men min krop som gav op.

Måske burde jeg indse, at den allerede har taget beslutningen for mig. Spørgsmålet er bare hvor højt den skal råbe, før jeg lytter.

Slap af, sagde han. Slap helt af og træk vejret dybt ned i maven.

Jeg prøvede, men jeg turde ikke. Jeg turde simpelthen ikke at gøre, som han bad mig om – for selvom jeg godt vidste at han snakkede om mine knudrede myoser i skulderen, så vidste jeg også, at hvis jeg rent faktisk gav mig selv lov til at slappe helt af og trække vejret helt ned i maven, så ville jeg nå helt derned, hvor tingene gør rigtig ondt. Og så ville jeg finde mig selv på maven på en massør-briks med et håndklæde stukket ned i kanten af mine boyfriend-jeans og hovedet i et hul (i mere end en forstand), mens tårerne ville trille ned af kinderne på mig og jeg ville ikke være i stand til at stoppe igen.

Jeg er så træt indeni, men jeg tør aldrig give slip på tyngden, for det virker helt uoverskueligt at være så ked af det. Og jeg er evigt bange for at være for meget for de mennesker jeg omgiver mig med – altid bange for at de trækker sig, fordi jeg er for overvældende og min bagage også bliver for tung til dem. Så jeg gemmer det meste indeni, og lukker kun lidt op en gang imellem – når jeg kan styre det og bryde kontrolleret sammen. Og det ville bestemt ikke have været et kontrolleret sammenbrud der på massør-briksen, når hans beroligende stemme blev ved med at fortælle mig, at jeg bare skulle slappe af og trække vejret, mens hans hænder bevægede sig over min ryg og berøringen ramte alle mine triggerpunkter.

Så jeg trak vejret halvt og forsøgte at slappe af, mens jeg byggede en mental mur op omkring sårbarheden og igen fik lukket hullet i barriererne. Han var professionel og jeg forblev kontrolleret.

Uden at opdage hvornår turen begynder, springer jeg på karrusellen af tanker, der spinder hurtigere og hurtigere og efterlader en knugende, kvalmende, svimlende fornemmelse i maven. Jeg sidder på hesten med den stivnede manke og grubler dybere og dybere for hver omgang, mens hesten forbliver fastfrosset midt i et vrinsk og et galopspring.

Jeg vil så gerne. Vil så gerne finde svar – finde den rigtige udgave af mig selv og træffe de rigtige valg. Jeg vil så gerne følge mit hjerte og kunne sige jeg lever efter sandheden der vokser frem i mig. Men hvad gør man når sit hjerte fører sig alle de forkerte steder hen og den sandhed, der vokser frem bag panden aldrig følges med lykken?

Måske bør jeg være forstående, komme ham i møde. Jeg ved godt jeg er defensiv for tit. Jeg ville ønske, jeg ikke altid havde paraderne oppe og ventede på et bagholdsangreb konstant. Hvorfor kan han ikke se, han gør det samme? Hvis bare jeg kunne være rolig og trække lidt på skuldrene – være jordbunden og ikke blive grebet af den gamle følelse af aldrig at blive forstået og altid blive tromlet. Jeg vil så gerne være ligevægtig. Kunne fortælle ham om tingene, der sker indeni uden alt for meget drama. Men jeg har stadig en ejendommelig følelse indeni. Og jeg ved ikke hvor han møder mig.

Jeg tænker på hvordan det ville være optimalt at reagere. Hvilke ord, der skal vælges for at gøre tingene rigtigt. Eller måske bare som jeg gerne ville kunne gøre dem. Der er brune pletter på bananerne, ser jeg. Måske er jeg slet ikke skabt til at skrive. Eller tale.